Interview d. 18. december 2023
Gennem sin karriere har Helle navigeret gennem komplekse finansielle landskaber, børsnoteringer og udfordringer i biotech-sektoren. Hendes historie vidner om en evne til at tilpasse sig, finde en vej og trives i skiftende erhvervsmiljøer.
Helle er i dag bestyrelseskvinde, angel investor, mentor og medstifter af WiLD (Women in Life Science Denmark). Læs hele hendes inspirerende historie her 🌟👇
Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Helle Busck Fensvig, er 58 år og har en cand.merc. i strategi fra CBS. Jeg startede min karriere som investment banker i Danske Securities (Danske Bank) med fokus på corporate finance, herunder fundraising, M&A, børsnoteringer og exits.
Jeg tog efter 15 år skridtet fra rådgiversiden til investeringssiden og var med til at etablere et område inden for Private Equity i Danske Bank, hvor jeg i de første år arbejdede med business development og fundraising, og hvor jeg således fik et unikt kendskab til de internationale Private Equity fonde og deres måde at arbejde på.
Jeg var som første partner tillige med til at etablere en life science fond, som skulle finansieres af Danske Bank og eksterne investorer fra Norden, men to uger før ’first closing’ besluttede Danske Bank, at man alligevel ikke ville den vej strategisk. Det skulle man jo have tænkt igennem fra start, men det gik nok op for Danske Bank, at det at drive en venture fond kræver aktiv involvering i de startups, der investeres i. Det ønskede banken ikke, så det tog livet af life science fonden, lige inden den ellers skulle være gået live. Efterfølgende tilbød Danske Bank mig flere forskellige projekter og stillinger, men det var jeg ikke interesseret i. Jeg skulle videre 🏃♀️
Herefter blev jeg i en periode selvstændig rådgiver og bidrog bla. til etableringen af det, der i dag er Seed Capital og Pre-Seed Ventures. Som rådgiver for venturefonden Nordic Biotech blev jeg involveret i forskellige biotech-virksomheder, og jeg tiltrådte som CFO i Curalogic i 2005 få uger efter, virksomheden var stiftet. Virksomheden var etableret med henblik på at skabe en ny allergipille som et alternativ til de sprøjter, der var mest udbredt på det tidspunkt. Med 4,5 ansatte og kun halvandet år efter, at jeg indtrådte som CFO, blev Curalogic børsnoteret på hovedbørsen Nasdaq Copenhagen med Danske Bank som rådgiver og rejste 300 millioner kroner til finansiering af kliniske studier herunder et fase 3 studie for at teste, om teknologien virkede.
Det var en helt vild proces at gå på børsen med så få ansatte, og det kunne kun lade sig gøre, fordi vi i teamet virkelig arbejdede for det, og fordi jeg kendte alt til processen og arbejdet fra min karriere som corporate finance rådgiver i Danske Securities. Mens ledelsesgruppen brugte tiden på at etablere grundlaget for anvendelsen af provenuet ved IPO’en, var der en medarbejder, der arbejdede løbende med at gøre klar til de kliniske studier, der skulle gennemføres, når kapitalgrundlaget blev etableret. Det betød også, at vi turnerede land og rige rundt for at tale med store og små investorer i både Danmark og udlandet om at investere i selskabet ifm. børsnoteringen. Det lykkedes, og vi rejste som sagt de 300 millioner. Umiddelbart herefter gik vi i gang med den gennemarbejdede plan, og vi gennemførte både det planlagte fase 3 studie samt igangsatte et fase 2 studie i løbet af det kommende år.
Vi var meget aktive i dialogen med både danske og internationale investorer og analytikere, da det var vigtigt at have en stabilt stigende aktiekurs samt adgang til yderligere kapital, og vi nåede at rejse yderligere 200 millioner kroner til udvikling af selskabet samt at opnå en værdiansættelse på over en milliard kroner. Da vi i slutningen af 2007 desværre måtte offentliggøre nyheden om, at det velgennemførte kliniske fase 3 studie klart og tydeligt viste, at teknologien ikke virkede som forventet, så vi virksomhedens værdi falde til omkring 300 millioner kroner (svarende til selskabets likvide beholdning) på bare tolv minutter. Det var virkelig en mavepuster.
Det slog os dog ikke helt ud, for vi havde fået samlet et rigtig godt team, og det kunne nogle af vores største investorer godt se. Vi fik til opgave at udforske, om der var andre teknologier eller opkøbsmuligheder i markedet, som var værd at forfølge for det børsnoterede selskab. Efter et års søgen konkluderede vi i 2009, at de muligheder, der var tilgængelige, var for dyre eller for dårlige. Vi anbefalede i stedet investorerne at investere i Novo Nordisk, og vi opløste derefter selskabet.
For de tidlige investorer, inklusiv mig selv og founders, kom der faktisk et afkast ud af opløsningen af selskabet. Jeg fik selv en exit på omkring 3x af min investering.
Parallelt med det her år, hvor vi kiggede efter andre teknologier i Curalogic, var jeg tiltagende aktiv i vores familievirksomhed Arnold Busck. På et tidspunkt begyndte den daværende direktør at lufte idéen om at træde ud af rollen, så i stedet for at hyre en udefra, besluttede vi, at jeg skulle træde ind som CEO. Bøger er jo en helt anden industri, end den jeg kom fra, og jeg havde oprindeligt ikke tænkt, at jeg skulle ind i den branche, fordi jeg syntes, den var lidt kedelig. Men der skete vildt meget i branchen på det her tidspunkt, som vendte op og ned på mange ting og gjorde branchen meget mere dynamisk. Det kunne jeg godt se mig selv i 😊
I min første tid som direktør i Arnold Busck handlede det om turn around for at gøre virksomheden til en rentabel forretning, hvor alt skulle gentænkes, og den proces lykkedes vi ret godt med. Efter en del år med solidt overskud på bundlinien skulle vi have nyt ERP-system, som skulle være basis for virksomhedens fortsatte strategiske udvikling, og det blev starten på en svær periode, fordi projektet dels var to år forsinket og dels ikke virkede som planlagt, da det var blevet rullet ud til mere end halvdelen af kædens butikker. I 2018/19 havde vi mistet en del salg og havde brugt mange ressourcer på at rydde op fra det projekt.
I marts 2020 ramte corona og nedlukningen, hvor vi jo sendte medarbejdere hjem med løn. Der var ikke styr på udbetalingen af lønkompensationspakkerne fra statens side, og vores bank opsagde vores kassekredit i april 2020, lige inden vi skulle betale medarbejdernes løn. Det betød desværre, at vi måtte erklære virksomheden konkurs. Det skete to dage før lønkompensationerne endelig blev udbetalt til alle, der havde søgt, bl.a. fordi vi havde råbt så meget op om problemet i detailbranchen. Det var vildt ærgerligt, for der var løbet jo desværre kørt for Arnold Busck.
Lang historie kort så tog det mere end et år, før konkursadvokaten havde været igennem den del af boet, der vedrørte mig, så jeg kunne få en afklaring på min egen økonomi. Jeg besluttede mig for at udnytte ventetiden og tage en bestyrelsesuddannelse på CBS, og jeg var hurtigt afklaret med, at jeg ikke skulle have et operationelt job igen, hvor jeg knoklede 24/7. Jeg skulle skabe et nyt arbejdsliv, hvor jeg selv styrede tiden ⏰
I den proces begyndte jeg også at kigge efter andre interesseområder bla. angel investeringer. Det afkast, jeg havde fået ud af biotech-virksomheden Curalogic, havde jeg investeret i noterede aktier herunder Novo Nordisk, og jeg besluttede at allokere den kapital til unoterede investeringer i startups. Jeg beskæftiger mig i dag også med bestyrelsesarbejde og er mentor bl.a. i NoMe (Nordisk Mentornetværk for Entreprenørskab), der er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Det sidste, der er værd at nævne om mig, er mit engagement i WiLD (Women in Life Science Denmark), som jeg har været med til at stifte sammen med Lene Gerlach og en række andre fantastiske kvinder. WiLD er stiftet, fordi der er alt for få kvinder i de højeste ledelseslag i virksomheder inden for life science på trods af, at der er flere kvinder end mænd, der starter i industrien. Det er et kæmpe tab af talentmasse og et stort samfundsproblem for en så vigtig industri i Danmark. WiLD er et netværk for kvinder på ledelsesniveau og C-level i life science-virksomheder, startups og universiteterne. Vi er aktive rollemodeller, og vi tilbyder sparring, arrangementer, netværk og har netop etableret et mentor-program. Efter første år er vi mere end 200 medlemmer.
Hvad motiverer dig til at blive angel investor?
Jeg har arbejdet i en mandsdomineret verden, hvor jeg var den blå skjorte i nederdel. Selvfølgelig har jeg også oplevet mit som kvinde i det felt, men jeg arbejdede egentlig fint i det. Det tog mig faktisk noget tid, før jeg indså, at den her dagsorden med at få bedre repræsentation af kvinder i ledelse, i bestyrelser og i startups var en, jeg skulle gå ind i 🙋♀️
Os der har fået døtre, får et andet perspektiv på tingene, fordi vi gerne vil se dem komme frem i verden uden at skulle kæmpe lige så hårdt for det, som vi selv har gjort. Faktum er jo, at der er sket ufatteligt lidt i Danmark de seneste 20-30 år, mens der er sket en masse i de andre nordiske lande. En stor del af min motivation ligger i at fokusere på female founders, for det er der behov for. Det er et samfundsproblem, at vi ikke udnytter det fulde potentiale både ved at bruge den del af vores veluddannede ressourcer men også kvindernes gode ideer samt perspektiver. Så jeg vil gerne give tilbage.
Hvordan kom du i gang?
Da jeg havde fået overblik over min egen økonomi efter konkursen i Arnold Busck, meldte jeg mig i starten af 2022 ind i Nordic Female Founders Investor Club med fokus på kvindeligt iværksætteri. Her mødte jeg en masse ligesindede kvinder med de mest fantastiske historier i bagagen, men som jeg aldrig havde læst om i Børsen eller på anden måde kendt til. Jeg tænker, at medierne stadig har en del arbejde foran sig i at vise et mere nuanceret billede af dansk erhvervsliv, når disse gode historier ikke bliver fortalt. Det var også via dette netværk jeg kom i kontakt med min første investering for private midler i en startup inden for bæredygtighed.
Med den erhvervsmæssige baggrund jeg har, var det egentlig rimelig nemt at komme i gang med at investere – jeg kender til processen og har jo gjort det så mange gange før, men selvfølgelig som rådgiver og for andre folks penge. Men det skub jeg manglede, kom helt klart af at møde ligesindede og finde et sted, hvor kvindelige founders blev set som en mulighed. Jeg var med i netværket omkring Angella Invest allerede fra begyndelsen, og her møder jeg også virkelig mange inspirerende kvindelige business angels, der som jeg er interesseret i at bruge opnået erfaring og opsparede kapital på en meget inspirerende måde.
Har du lavet en investeringsstrategi?
Jeg har haft en i hovedet fra starten, men den har klart udviklet sig over tid. Jeg vil sige, at det jeg går allermest op i, qua min egen erfaring, er personsammensætning i teamet, i investorkredsen mv. Jeg kigger meget efter, om det er en divers gruppe af kompetencer involveret, og hvordan dynamikken er, da det giver de bedste resultater.
Det er min erfaring, at det som oftest er på person-plan, det går galt – at der er nogle menneskelige relationer, der ikke fungerer, som de skal. Derfor bruger jeg også meget tid på referencer, inden jeg investerer.
Teknologi, markedspotentiale, produkt-market-fit mv. er naturligvis også vigtigt, men persongalleriet er dog i mine øjne det vigtigste. Og for mig er alt dette naturligt ift. at stile efter at opnå et afkast af min investering.
Hvad vil du gerne investere i?
Jeg investerer meget gerne i virksomheder, der har kvindelige founders. Jeg synes ærlig talt, at de kommer med så mange gode idéer, som mænd ikke altid forstår – tag bare mange af problematikkerne inden for fx women’s health.
Derudover kigger jeg efter bæredygtighed, både fordi det er vigtigt for mig, og fordi jeg ser mange spændende virksomheder, som tænker i helt nye baner.
De virksomheder jeg investerer ind i, skal redde menneskeliv eller skabe en løsning, der er markant bedre, end den, der findes i dag både indenfor life science, som jeg har kendskab til på forhånd men også indenfor tech, hvor processer forbedres eller spacet mellem tech og health care.
Noget du IKKE vil investere i?
Jeg investerer ikke i virksomheder, der skaber forbrug for forbrugets skyld. Da corona ramte, blev det tydeligt for mig, at det er sundt at kigge på forbrugsvaner og tage et kritisk blik på, hvad der skaber værdi i ens liv. Verdens overforbrug har brug for en kritisk gennemgang, og forretningsideer, der kan mindske vores forbrug på globalt plan, er superinteressant med de udfordringer, vi står overfor ift. klima, biodiversitet, ordentlige sociale forhold etc.
Desuden investerer jeg ikke i sort energi og andre sektorer, der i mine øjne ikke har en fremtid ⛔️
Hvad er din investeringsstørrelse?
Jeg investerer op til 300.000 kr. per startup. Jeg overvejer også, om jeg skal foretage fondsinvesteringer, men det har jeg endnu ikke besluttet mig for.
Hvordan er din rolle som investor?
Min rolle afhænger meget af den konkrete startups situation, men jeg vil gerne være aktiv. Jeg vil gerne bidrage med min finansielle baggrund og mit kommercielle fokus og være godt inde i virksomheden, og så kan jeg typisk hjælpe teamet med at lægge strategiske planer eller eksekvere på fx at opbygge det rette team, strukturere den næste kapitalrunde mv.
Bestyrelsesarbejde: Er det et krav/ønske for dig?
Det er ikke et krav, men jeg vil gerne tage en bestyrelsespost, hvis jeg kan bidrage med mine kompetencer.
Hvor mange investeringer vil du lave / har du lavet?
Jeg har én investering i et unoteret selskab indtil videre, og en ny er på vej med closing her i januar. Jeg har ikke et antal, jeg gerne vil nå på et bestemt tidspunkt, men jeg forestiller mig, at jeg investerer i op til 10 unoterede selskaber over de kommende år.
Hvor meget tid bruger du på det?
Jeg bruger cirka halvdelen af min tid på at være angel investor, og den anden halvdel på bestyrelsesarbejde og mentoring. Jeg bruger også en del tid på WiLD, som jeg har været med til at starte, og som på sin egen måde også er en startup, hvorfor der er mange nye initiativer, vi gerne vil igangsætte.
Investerer du stadig – og hvordan er det gået?
Det er for tidligt at sige med den investering, jeg har foretaget for nyligt. Man kan sige, at den investering, jeg foretog i biotech-virksomheden Curalogic, og som jeg selv var en del af, gik rigtig godt, og på trods af at teknologien viste sig ikke at virke, så opnåede vi virkelig meget på de 4 år, virksomheden eksisterede.
Nogle gode råd eller andet, som du gerne vil dele?
Altid ræk ud. Vi er så privilegerede, at vi praktisk talt kan finde eksperter inden for alle områder ved en Google- eller ChatGPTsøgning. Vær klart defineret på, hvad du er god til, og brug andre til det, du ikke er god til. Min personlige erfaring er, at folk er utrolig hjælpsomme, og det lykkes næsten altid at få fat på den viden, man har brug for.
En sjov lille anekdote var dengang, Al Gore kom til Danmark. Ham ville jeg vildt gerne have som gæst i Arnold Busck. Jeg tog fat i det danske forlag, der havde kontakten til Al Gore, men de afviste pure at gøre noget for at etablere kontakt, så jeg hev selv fat i alle mulige kontakter fra mit netværk for at finde ud af, om det var muligt af finde en adgang direkte til Al Gore. Det lykkedes ret hurtigt at få kontakt. Han havde desværre ikke tid, men det var en stor tilfredsstillelse at få et direkte svar.
Commentaires